Nye regler om hash-kørsel

De nye regler om hash-kørsel blev vedtaget af Folketinget d. 30. maj 2017.


​Alle straffesager om hashkørsel har i en længere periode været sat i bero og afventet Folketingets lempelse af hidtil gældende nul tolerance regler. 


Hidtil har man frakendt førerretten selv ved ganske små mængder hash i blodet. 


Hash kan spores i en blodprøve i flere dage/uger efter indtag, hvorfor man efter hidtil gældende regler kunne miste sit kørekort ved kørsel flere dage efter at have røget hash. 


Folketinget fandt disse regler alt for vidtrækkende og med utilsigtede konsekvenser. Folketinget ønskede derfor at lempe reglerne og indføre en trappestigemodel, hvor sanktionerne for kørsel med hash i blodet stiger i takt med det målte indhold af THC i blodet. Man ønskede endvidere at ensrette reglerne for spiritus- og hashkørsel.


Lempelse af de meget restriktive regler er nu vedtaget, således at straffen gradueres afhængig af mængden af hash i blodet. De nye regler sidestiller hashkørsel med spirituskørsel, således at straf samt frakendelse af førerret gradueres på samme måde.


Ved kørsel med hash i blodet er der 3 grænseværdier, som bliver afgørende for straf samt frakendelse af førerret.


Kørsel med indhold af THC i blodet under eller efter kørsel på 0,001 mg THC er lovligt.


Hvis indholdet ligger i niveau over 0,001 til 0,003 vil man de første 3 gange få et klip i kørekortet. Man vil endvidere få en bøde svarende til ½ måneds nettoløn.


Hvis indholdet ligger i niveau over 0,003 til 0,009 vil man første gang få en betinget frakendelse af førerretten og efterfølgende gange en ubetinget frakendelse. Man vil blive straffet med en bøde svarende til 1 måneds nettoløn første gang og med fængselsstraf efterfølgende gange.


Hvis indholdet ligger over 0,009 mister man førerretten. Man vil endvidere få en bøde første gang og derefter fængselsstraf.


De nye regler gælder med tilbagevirkende kraft. Dette betyder, at forhold, som er begået inden de nye reglers ikrafttræden, og hvor der endnu ikke er idømt en straf for hashkørsel, omfattes af de nye regler.


Reglerne om hash-kørsel er endnu ikke trådt i kraft. Tidspunktet for ikrafttræden er fortsat uvist.


Du er meget velkommen til at kontakte en af vores advokater med speciale i strafferet på tlf. 88 77 88 77 eller pr. mail: info@BBFadvokater.dk

Advokatfirmaet Bang / Brorsen & Fogtdal​

Find os​

Nykøbing Falster

Vordingborg

Stege

Næstved

Præstø​

Kontakt os​

​Telefon: +45 8877 8877

E-mail: info@BBFadvokater.dk

CVR: 35868070

Vi er medlem af

              daa_logo_2016_50mm       dfa_logo_rgb       logo_laf_sort       advokat_4425       det-gode-testamente_4428       trygt boskifte 1.pdf