Tryk her for at læse artiklen i PDF format.
Ved køb af fast ejendom anbefaler Advokatfirmaet Bang/Brorsen & Fogtdal altid, at køber er repræsenteret af en advokat med særlig ekspertise indenfor denne juridiske disciplin.
At købe fast ejendom, hvad enten det drejer sig om en privatbolig, en erhvervsejendom eller et sommerhus, er en økonomisk stor beslutning, og en beslutning, der for en køber typisk har konsekvenser mange år ud i fremtiden. Derfor er det vigtigt, at beslutningen om at købe træffes på det helt rigtige grundlag og på baggrund af råd og vejledning fra en kompetent advokat med speciale i ejendomshandler.
I de fleste ejendomshandler er sælger repræsenteret af sælgers ejendomsmægler, der bliver betalt af sælger for at opnå de for sælger bedste handelsbetingelser. Køber har derfor bl.a. af denne årsag brug for en advokat for at sikre den fornødne balance i forbindelse med handlen.
Advokaten gennemgår købsaftalens handelsvilkår og sikrer, at aftalen er rimelig og god ud fra købers synspunkt. Er dette ikke tilfældet hjælper advokaten med at forhandle nogle for køber bedre vilkår på plads.
Yderligere gennemgår advokaten samtlige handlens bilag for at sikre, at evt. gener ved ejendommen bliver belyst/afklaret. Det kan være forhold om f.eks.:
- Forurening
- Bebyrdende servitutter
- Manglende myndighedsgodkendelse af bygninger
- Ulovlige olietanke
- Restancer på ejendomsskatter
- Igangværende byggesager på ejendommen
- Bebyrdende lokal- eller kommuneplaner
- Kommende udgifter til kloakering/kloakseparering
- Ulovlige el-installationer
- Forbehold på tilbuddet om ejerskifteforsikring
- Fredningsbestemmelser
Advokaten rådgiver endvidere om prisen for ejendommen, ligesom advokaten rådgiver om finansiering af ejendommen, forsikring af ejendommen, og om behovet for at oprette testamente, ægtepagt og samejeoverenskomst.
Når købsaftalen er indgået, sørger advokaten sædvanligvis også for at berigtige handlen. Advokaten sørger således for at udarbejde og tinglyse digitalt skøde, frigivelse af købesummen samt for udarbejdelse af refusionsopgørelse.
Du er naturligvis velkommen til at kontakte din boligadvokat hos Advokatfirmaet Bang / Brorsen & Fogtdal enten på tlf. 88 77 88 77 eller på mail: info@BBFadvokater.dk hvis du har nogen spørgsmål til dette, eller hvis vi kan hjælpe dig i forbindelse med køb af ejendom.