Højesteret fastslog den 12. september 2017, at en banks rådgivning af en andelsboligforening ikke medførte, at en renteswapaftale var ugyldig eller kunne ophæves, ligesom rådgivningen ikke medførte et erstatningsansvar for banken.
Andelsboligforeningen blev stiftet i 2005 med henblik på opførelse af en række andelsboliger.
I begyndelse af 2006 var renten steget, og andelshaverne var bekymrede for yderligere stigninger med deraf følgende stigninger i boligafgiften. På den baggrund holdt foreningens bestyrelse i marts 2006 et møde med andelsboligforeningens bank og blev rådgivet om mulighederne for at optage realkreditlån med variabel rente og indgå en aftale om renteswap med banken. Derved kunne foreningen sikre en fast rente i aftalens løbetid på 30 år. På en ekstraordinær generalforsamling besluttede foreningen at indgå en renteswapaftale.
Efter nogle år faldt renten. Renteswappen fik derfor en negativ markedsværdi, som foreningen skulle betale til banken, hvis foreningen ville lukke renteswapaftalen før tid. Endvidere medførte rentefaldet, at foreningen skulle betale højere afdrag på sine realkreditlån.
Under sagen påstod andelsboligforeningen, at bankens rådgivning havde været så mangelfuld, at aftalen skulle tilsidesættes eller ophæves, eller at banken var erstatningsansvarlig for foreningens tab som følge af renteswapaftalen.
Højesteret udtalte, at bankens rådgivning skulle vurderes ud fra forholdene i 2006. Da forventningen i 2006 var, at renten ville stige, og da renteswapaftalen måtte antages at opfylde foreningens formål om at sikre sig mod rentestigninger, vurderede Højesteret, at det ikke var urimeligt eller ansvarspådragende i sig selv at tilbyde foreningen en renteswap af den pågældende type.
Foreningen fremsatte desuden en række konkrete kritikpunkter mod indholdet af bankens rådgivning.
Højesteret fastslog, at disse kritikpunkter hverken i sig selv eller samlet kunne føre til, at det ville være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre renteswapaftalen gældende, og aftalen kunne derfor ikke tilsidesættes.
Højesteret fastslog endvidere, at kritikpunkterne heller ikke kunne begrunde, at foreningen kunne ophæve aftalen.
Højesteret fastslog endeligt, at kritikpunkterne heller ikke kunne medføre, at banken skulle betale erstatning til foreningen.
Landsretten var nået til samme resultat.