​Ny lov om ægtefællers økonomiske forhold

Folketinget har netop vedtaget en ny lov om ægtefællers økonomiske forhold. Loven træder i kraft d. 1.1.2018.

De nuværende regler om fælleseje i ægteskabet vil fortsat være gældende. Dette betyder, at formuen ved separation, skilsmisse eller død fortsat skal deles ligeligt, med mindre der er særeje i ægteskabet.

Men loven indeholder også en række nyheder, som kan få betydning for mange:

Den nye lov ophæver kravet om, at gaver mellem ægtefæller kun er gyldige, såfremt der oprettes gaveægtepagt. Fra d. 1.1.2018 vil gaver givet mellem ægtefæller således være gyldige uden ægtepagt.

Reglerne om særeje udbygges med indførslen af 2 helt nye særejeformer, nemlig sumsæreje og sumdeling.

Med sumsæreje kan ægtefællerne aftale, at en bestemt sum af formuen skal være særeje, mens resten skal være fælleseje.


Med sumdeling kan ægtefællerne aftale, at en del af formuen skal være fælleseje og indgå i ligedelingen, mens resten skal være særeje.


Både sumsæreje og sumdeling kan inflationssikres, ligesom sumdeling kan forhøjes med et årlige beløb, en procentsats eller anden optrapning.


Særejet kan som hidtil tidsbegrænses og som noget nyt aftrappes over en fastlagt periode.

Som noget nyt indføres mulighed for at oprette særeje om gæld.


Har du allerede særeje i dit ægteskab, bør du overveje, om de nye regler giver dig nye muligheder.

Med de nye regler kan særeje i henhold til allerede oprettet testamente/gavebrev tilsidesættes, med mindre nyt testamente oprettes.


Fremover får ægtefæller således mulighed for at aftale, at særeje bestemt af tredjemand (arvelader eller gavegiver) helt eller delvist skal være en anden form for særeje end bestemt af tredjemand, eller at særejet skal være fælleseje. Særejet kan dog ikke ændres, såfremt dette udtrykkeligt fremgår af testamente/gavebrev.


Det er vigtigt at notere sig, at disse regler er vedtaget med tilbagevirkende kraft. Hvis man før 1.1.2018 har oprettet et testamente eller gavebrev i henhold til hvilket arv eller gave til børn/børnebørn skal være særeje, så vil børn/børnebørn selv kunne ophæve særejet. Såfremt man ønsker at fastholde bestemmelserne om særeje, er man derfor nødt til at oprette et nyt testamente, hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at ændring af særejet ikke skal være muligt.

Har du allerede oprettet testamente eller gavebrev, eller er der særeje i dit ægteskab, bør du under alle omstændigheder få undersøgt, om du på baggrund af de nye regler bør oprette nyt testamente/gavebrev eller nyt særeje.

​Du er meget velkommen til at kontakte advokat Annette With Sørensen eller advokat Bendte Vassard på tlf. 88 77 88 77 eller pr. mail: info@BBFadvokater.dk, hvis du har nogen spørgsmål hertil. 

Advokatfirmaet Bang / Brorsen & Fogtdal​

Find os​

Nykøbing Falster

Vordingborg

Stege

Næstved

Præstø​

Kontakt os​

​Telefon: +45 8877 8877

E-mail: info@BBFadvokater.dk

CVR: 35868070

Vi er medlem af

              daa_logo_2016_50mm       dfa_logo_rgb       logo_laf_sort       advokat_4425       det-gode-testamente_4428       trygt boskifte 1.pdf