Forbruger hos SEAS-NVE fik en ekstraregning på 214.387,32 kr.

​Højesteret har d. 28. april 2017 taget stilling til, om en forbruger til SEAS-NVE skulle betale for et elforbrug på 110.791 kWh, som medførte en ekstraregning på 214.387,32 kr. 


Forbruget svarede til forskellen mellem forbrugerens egen måleraflæsning i november 2010, og måleraflæsning i april 2011, hvor elmåleren blev udskiftet. Parterne var enige om, at forbrugeren ikke kunne forbruge så meget el i perioden november 2010 til april 2011.


Spørgsmålet var herefter, om forbrugeren havde angivet sit elforbrug for lavt i de år, hvor han selv havde aflæst måleren. Hvis måleraflæsning foretaget i november 2010 og i april 2011 var rigtige, skulle forbrugeren i årene fra 2001, hvor elmåleren sidst blev aflæst af SEAS-NVE, til 2011 have haft et gennemsnitligt årligt elforbrug på ca. 22.000 kWh.


Der var ikke påvist fejl ved elmåleren. Det påhvilede derfor forbrugeren at betale for det elforbrug, måleren viste, medmindre han kunne godtgøre eller sandsynliggøre, at dette ikke svarede til det faktiske forbrug.


Højesteret fandt, at der måtte lægges vægt på forbrugerens elforbrug før og efter den periode, hvor måleren ikke var blevet aflæst af SEAS-NVE. Der måtte endvidere lægges vægt på, hvad der var det sædvanlige elforbrug for en husstand og en ejendom som forbrugerens, og om der var omstændigheder, der kunne forklare et elforbrug langt ud over det sædvanlige. Endelig måtte der lægges vægt på, om det kunne lægges til grund, at forbrugeren i tidligere år selv havde indberettet sit elforbrug korrekt.


Forbrugerens elforbrug lå i perioden, fra han flyttede ind i ejendommen i 1992 til november 2001, hvor elselskabet aflæste måleren, på mellem ca. 7.700 kWh og ca. 12.700 kWh årligt. I perioden fra udskiftningen af måleren i 2011 og til udgangen af 2016 lå forbruget på mellem ca. 6.000 kWh og ca. 8.500 kWh årligt. På grundlag af målerstanden ved SEAS-NVE’s aflæsning i november 2001, måtte det antages, at forbrugeren havde indberettet målerstanden korrekt i 2000 og 2001.


Ved afholdt syn og skøn blev det konkluderet, at et sædvanligt elforbrug for en husstand og en ejendom som forbrugerens var ca. 8.500 – 9.000 kWh årligt.


På denne baggrund og på baggrund af bl.a. oplysningerne om forbrugerens indkøb af fyringsolie i perioden fandt Højesteret, at forbrugeren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at det faktiske forbrug ikke svarede til det, som elmåleren viste.


Ved dom afsagt d. 28. april 2017 frifandt Højesteret derfor forbrugeren for betaling af ekstraregningen.​


Du er velkommen til at kontakte advokat Annelise Hvid eller advokat Kenneth Berg, hvis du har spørgsmål hertil. 

Advokatfirmaet Bang / Brorsen & Fogtdal​

Find os​

Nykøbing Falster

Vordingborg

Stege

Næstved

Præstø​

Kontakt os​

​Telefon: +45 8877 8877

E-mail: info@BBFadvokater.dk

CVR: 35868070

Vi er medlem af

              daa_logo_2016_50mm       dfa_logo_rgb       logo_laf_sort       advokat_4425       det-gode-testamente_4428       trygt boskifte 1.pdf